Psykolog Petra Patzwaldt

PSYKOLOGPETRA_3

Om mig

Mit navn er Petra Patzwaldt, jeg er 40 år og mor til tre dejlige børn.

Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og lærer fra Det Nødvendige Seminarium. I over 20 år har jeg nu arbejdet med børn og unge med forskellige vanskeligheder - og i den forbindelse selvfølgelig også med de mest betydningsfulde voksne omkring dem. Mine erfaringer fra flere opholdssteder og specialskoler (bl.a. Langagerskolen og Læringscenter Himmerland), PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og inden for asylområdet har rustet mig godt til de mange forskellige opgaver, jeg nu har løst som selvstændig psykolog siden 2019.

De seneste år har jeg derudover især beskæftiget mig med udredning og behandling af traumer, legeterapi og rådgivning omkring den pædagogiske støtte for børn og unge, der har oplevet traumer og/eller omsorgssvigt. Jeg har desuden erfaringer som VISO-specialist på "Holmstrupgård" i Socialpsykiatrien i Region Midtjylland. I min fritid er jeg korpspsykolog i Røde Kors Samaritterne og støtter dem i deres vigtige, frivillige opgaver.

Ud over mit arbejde som børne- og ungepsykolog, kan du også få hjælp af mig til andre problemstillinger. Min egen hjemmeside finder du her: www.psykologpetra.dk

Dét kendetegner mig

Som psykolog tror jeg på vigtigheden i at bygge bro mellem psykologi og pædagogik. Det handler ikke blot om de rette værktøjer, men også om menneskets personlige egenskaber samt min passion for arbejdet for og med mennesker. Sammen kan vi meget mere!

Jeg ønsker at støtte de mennesker, der oplever at være havnet i oprevede og stormende farvande, og som har svært ved at gennemskue vejen hjem - som et fyrtårn, der viser den rigtige retning.

Gennem mit arbejde tilbyder jeg kreative og underholdende psykologsamtaler - og forløb, hvor jeg, i samarbejde med mine klienter, stimulerer det nysgerrige barn i os alle. Denne form for behandling sker ud fra min overbevisning om, at vi alle gør vores bedste hver eneste dag og udvikles i samvær med andre. Her stimuleres vi gennem leg, kreative aktiviteter, begejstring og udveksling af følelser, tanker og idéer.

Udover at have mit arbejdsliv som passion og interesseområde, kan jeg godt lide at læse gode bøger og opholde mig i naturen - gerne i selskab med mine børn og min familie.

Erfaring

Som menneske elsker jeg at have mange bolde i luften, og mit interessefelt spænder bredt. Gennem en del år har jeg arbejdet med børn-, unge- og familieområdet, kriser og traumer, supervision, ledelse og udvikling af nye ideer.

Jeg har bl.a. hjulpet min dygtige og inspirerende kollega Anne Haven, der er tale- og hørekonsulent, med at udvikle dialog-/brætspillet “Galaxy Rebels” til børn og unge med høretab. Herudover har jeg skrevet et kapitel om psykisk førstehjælp og den psykosociale indsats i, under og efter akutte situationer til Røde Kors’ nye håndbog for samaritter, som udkommer til efteråret 2020, og har jeg været med til at udvikle en ny beredskabsuddannelse for ledere i Røde Kors som samaritternes korpspsykolog. Under COVID-19-epidemien blev jeg bedt om at bidrage med en psykosocial indsats på Slagelse Sygehus' COVID-19 afsnit.

En anden del af mine interesser består af være en fast del af netværket ”Trygt natteliv Aalborg” (i samarbejde Politiet og De Frivilliges Hus i Aalborg), som arbejder med at få unge væk fra nattelivet i Aalborg ved at bruge deres egne medier og interesser.

Her kan du finde og bestille dialogspillet "Galaxy Rebels":

Materialecentret - Center for visuelle og auditive specialundervisningsmaterialer

Link til CV – og oversigt over kurser (linket kommer snart)

PPTZWLD_7